Denne akse løber på tværs af Kulturaksen og giver udsyn fra øst til vest. Den var oprindeligt tænkt som handelsstrøg og løber langs Hovedgaden mellem Vesttorvet og Østtorvet. På den kommercielle akse lå tidligere både købmandsbutik, bager, cykelforretning og frisør. Oprindeligt havde Molskroen også rejsestald.
De to torve med opsatte bænke er dejlige ”åndehuller” på turen gennem parken.
Hovedgaden danner en åbning gennem området, hvor man mod vest kan se helt til de skovklædte bakker ved Femmøller by – mens der mod øst er kig til kysten og havet. I tilknytning til denne akse er her i sommerens løb markedsvogne med salg af lokale fødevarer og kunsthåndværk.