Strandliv

Femmøller Strand er en del af Egil Fischers Ferieby fra 1920’erne, der er Danmarks første sammenhængende byplan for en feriebebyggelse. På den tid var de første badehoteller begyndt at skyde op forskellige steder i landet, og det sunde havbad var blevet en del af feriekulturen, især blandt det bedre borgerskab.

Egnens allerførste badehotel var Femmøller Badehotel fra 1909, beliggende 1,5 km fra kysten i Femmøller by. Det var på et kurophold her, at Egil Fischer i 1920 så mulighederne i de sandede strandenge ved kysten og begyndte at udvikle sin masterplan til feriebyen.

Molskroen fra 1923 var den første bygning han opførte i projektet, der nu voksede frem med sine karakteristiske bindingsværkshuse og grønne alléer. Stranden var fra starten tænkt ind i byplanen med adgangsveje, badehuse og anløbsmole.

Ved køb af en parcel i Egil Fischers Ferieby fulgte også retten til at opføre badehus på stranden. Det er dog kun få af de gamle badehuse, der eksisterer i dag. Molen, der var tænkt som badebro og anløbsmole for sejlende gæster, nåede Egil Fischer ikke at opføre.

 

Strandliv