Østtorvet

Fra dette lille torv kan man nu igen nyde udsigten over havet og en hyggesnak på bænken.

På hjørnegrunden ved siden af torvet har der i mange år ligget købmandsbutik. Bygningen blev nedrevet i 2014 efter mere end 85 år med købmand.

I området inde bag torvet ligger Normandshuset fra ca. 1730 – den ældste bygning ved Femmøller Strand. I 1882 blev der anlagt et blinkfyr ved huset til sikkerhed for den sejlende trafik i Ebeltoft Vig.

I 1924 købte Egil Fischer Normandshuset med tilhørende jorder ned til stranden. Molskroen, som ligger lige overfor torvet, var den første bygning Egil Fischer tegnede og lod bygge på sine arealer.

Området var dengang et åbent hedelandskab med få bebyggelser, og kroen dannede et godt udgangspunkt for den videre udvikling af feriebyen. Den oprindelige krobygning nedbrændte desværre til grunden ved en voldsom brand i 1940. Genopførelsen af kroen skete i samme stil, men nu i to etager og med dobbelt så meget plads.

Oesttorvet